Da jeg fik dommen: ”Du tåler ikke dit arbejde og må søge flexjob” troede jeg, at min verden faldt sammen - anede ikke hvad et flexjob var. Trods sygemeldinger, arbejdsprøvning, m.m. accepterede min arbejdsgiver heldigvis, at fastholde mig på flexvilkår og jeg troede min lykke var gjort.
Men det er ikke nemt at være i sit gamle job - både ledere, kolleger og en selv ved, hvad man tidligere har præsteret på jobbet og alle glemmer, at tage hensyn - mest en selv. Man tænker, at nu har jeg beholdt jobbet og så må jeg vise, at arbejdsgiver har gjort det rigtige. Lige som med personer der går ned i tid – alle forventer samme indsats, så man går ned i tid og dermed i løn, men yder næsten det samme som før.
For mit vedkommende resulterede det stigende arbejdspres, og dalende helbred i en sygemelding med arbejdsrelateret stress og efterfølgende fyring.
Kan man blive i sin stilling på flexvilkår, skal man gøre sig klart om man også ønsker at blive. Er man stærk nok til at blive i samme stilling, er man stærk nok til at sige fra?
Det er ikke kun en selv og ledelsen der skal aftale flexjobbet. Det skal debatteres grundigt, dels med en selv, dels med kolleger og ledelse, så alle bakker 100% op om flexjobberen. Flexjobberen må samtidig gøre det klart for alle, især for sig selv, hvilke arbejdsopgaver man fremover ikke er i stand til at udføre. Flexjobberen skal ikke påtage sig diverse (haste)opgaver for at være god kollega og derved få endnu dårlige helbred. Det gavner ingen.
Kunne jeg vælge i dag, havde jeg nok gjort det samme, for man er meget sårbar, når dommen kommer og man bare ønsker at fastholde sit arbejde. Det ville have været rigtig godt, hvis der var nogle fra kommunen som agerede positiv stopklods, og fik flexjobberen til at tænke over situationen endnu en gang. For mig ville det have været meget bedre med en helt anden jobfunktion, men alt i alt fik jeg 2 gode år og 2 dårlige år i mit oprindelige job – bedre end ingenting.