Jeg er en glad fleksjobber

Susanne Detlefsen, 45år, Næstved - fleksjobber på 11-16 timer, arbejder 3 t/ugen

Jeg er oprindelig uddannet kontorassistent med administration og turisme som speciale, men valgte at satse på turistsektoren efter endt uddannelse. Har bl.a. arbejdet som museumsbetjent, marketingassistent og senest som supervisor for 4 attraktioner i København. I mit sidste ordinære job havde jeg bl.a. ansvar for ca. 20 ansatte, som indebar ansættelser, oplæring, fastholdelse, coaching, afskedigelse, vagtplaner, div. adm. opgaver, udstillingsopgaver, m.m.

Det skal (ikke) bare arbejdes væk - lyt til din krop

I 2009 startede mine smerter, træthed m.m. og jeg mente at det "bare skulle arbejdes væk", men i 2010 kunne jeg næsten ikke slæbe mig rundt af træthed og smerter. I slutningen af 2010 fik jeg konstateret aggressiv psoriasisgigt.
I slutningen af 2011 tog jeg mig endelig sammen og dels fortalte min chef om diagnosen og dels lod mig indlægge på et gigtsanatorie. Virksomheden opsagde mig med virkning pr. 1. maj 2012 – de eneste sygedage jeg havde haft på 7 år var de 4 uger på sanatoriet, de andre sygedage havde jeg brugt afspadsering og feriedage.

Tæt på førtidspensionist - reddet på stregen

I sygedagpengeperioden sendte kommunen mig til 2. aktør, som skulle stå for min arbejdsprøvning. Der skete stort set ingenting og først efter jeg klagede til kommunen, som i øvrigt gav mig medhold, fik jeg en praktikplads på det lokale turistbureau - ca. 8 ugers arbejdsprøvning. Jeg startede med 10 timer og endte på 20 timer, hvor jeg var helt ødelagt - havde fordoblet det smertestillende medicin og meldt mig ud af al træning m.m. Efter endt arbejdsprøvning gik min sag stort set videre med det samme, og i november blev jeg visiteret fleksjobber - sat til 11-16 timer og 70 % arbejdsnedsættelse.

Under afklaringen med kommunen havde sagsbehandleren og lægekonsulenten tjekket mine papirer fra min speciallæge samt egen læge. Sagsbehandleren havde foreslået førtidspension, hvilket jeg blev enorm ked af – der var jeg ikke mentalt, men før den nye reform skulle man over 12 timers arbejdsevne om ugen før man kunne blive fleksjobber.
Der var allerede skrevet ud til kommunerne om den nye reform og derfor blev mine timer sat til de 11–16, så var jeg fleksjobberettiget både under gammel og ny reform. I mit forløb havde jeg en god og sober sagsbehandling og sagsbehandler.

Proaktivitet virker

November 2012 blev jeg fleksjobber, og allerede i slutningen af november skulle jeg ud til 2. aktør til et fleksjob søge kursus. Jeg skulle søges jobs/praktikker og jeg følte, at det var spild af min tid. Jeg blev sat foran en PC i 4x4 timer om ugen for at søge jobs ud fra Jobnet, mens personalet ringede rundt og søgte praktikker.
I jan. 2013 går virksomheden, som jeg er på kursus hos, konkurs og jeg bliver sendt til kommunens eget tilbud, hvor jeg fortsatte søgningen. Fra november 2012 til 1. marts havde jeg sendt godt 100 skriftlige ansøgninger, både opfordrede og uopfordrede, og gik rundt til omkring 50 virksomheder for at søge jobs.
Jeg henvendte mig til en turistattraktion, talte med indehaveren af billetsalget/caféen om hun havde brug for hjælp. Hun stod faktisk og manglede en til at få dækket ca. 3 timer om ugen.
Jeg skyndte mig at kontakte jobkonsulenten og min sagsbehandler og fik grønt lys, hvis vi kunne blive enige om timeløn, skånehensyn, o.s.v. Vi aftalte at jeg startede med 4 ugers praktik, så vi begge kunne se hinanden an, og jeg kunne få tjekket om mine skånebehov blev dækket.
Hun havde aldrig haft en fleksjobber ansat før, så jeg fortalte hende om den bonus man som virksomhed kunne søge.

Det var en sej kamp, men jeg gav ikke op

I min søgen efter fleksjob stødte jeg tit på virksomhedsejere, som:
1. Ikke vidste vi havde fået ny reform og hvilke muligheder den gav.
2. Havde haft fleksjobber ansat og som havde givet problemer, enten med fleksjobberen eller med refusionen – som sjældent kom til tiden.
Jeg blev overrasket over hvor dårligt et ”ry” vi fleksjobbere havde, og jeg orkede til sidst ikke at forsvare. Det var faktisk først når jeg fortalte, at man under den nye reform kun skal betale for faktiske timer, at nogle syntes at det var interessant.
Når jeg udleverede mit CV og de kunne se, at jeg havde arbejdet med ledelse og HR i en del år, så bakkede de ud selvom det var i butik, alm. kontorjobs m.m. jeg søgte. Det var en sej kamp, men jeg gav ikke op - jeg ville have et job og jeg fandt det !!

Netværk - find ligesindede

Jeg deltog i et kursus via Næstved Sundhedscenter ”Lær at leve med kronisk sygdom” og der gik det op for mig, at ikke bare jeg, men også mange andre med kronisk sygdom har det med at trække sig fra det sociale liv og derved blive ensom. Imens søgte jeg lidt rundt på Facebook og fandt en gruppe som hedder ”Syg i Næstved” - her spurgte jeg om jeg var den eneste, som døjede med ensomhed og det viste sig, at det var jeg ikke. November 2012 begyndte vi at mødes på frivilligcentret i Næstved og efter, at antallet af deltagere voksede, startede vi vores eget netværk ”Netværk for syge i Næstved”. Da vi fejrede 1 års fødselsdag i november 2013 blev gruppen enig om, at oprette os som en frivillig organisation i Næstved.
Vi er i dag 34 medlemmer og vi har alle en eller anden form for kronisk sygdom, fysisk og/eller psykisk - fælles er, at vi vil være aktive, vi vil støtter op om hinanden, vi griner, græder, drikker kaffe og lytter til hinanden. Vi arbejder meget med den positive spiral, mødes på tværs af sygdom/status/køn/alder, har alle nogle forskellige erfaringer og vi udnytter hinandens viden.

Netværk for syge i Næstved

Vi startede med at mødes i frivilligcentrets café, men det var for grænseoverskridende at sidde og snakke om problemer m.m., når der sad alm. gæster rundt om os, så vi mødes pt. i private hjem. Det giver dog andre udfordringer, da nogle ikke bryder sig om at komme i private hjem, pga. allergier - hvis husejer har kæledyr, trapper o.l., så vi er mellem 6–10 aktive der mødes hver onsdag. Rigtig mange følger dog med via Facebook og vil rigtig gerne mødes, når vi finder nogle egnede lokaler. Jeg har så valgt konsekvent, at der IKKE skal være kontingent, da medlemmerne er på sygedagpenge, kontanthjælp, førtidspension, fleksjob og andre som slet ikke modtager nogen ydelse. Så vi leder videre efter lokaler, og kan leje alle mulige for penge – som vi ikke har, men vi leder videre og er positive omkring, at vi nok skal lykkedes med det.